Ikast Svømmecenter ejes af Ikast-Brande Kommune og historien går tilbage til 1959, hvor det startede som et Friluftsbad. Friluftsbadets dage er dog for længst ovre og i 1992 blev det nye svømmecenter indviet. I dag råder Svømmecentret over mere end 5.000 m2 og rummer både sportsbassin med stor tilskuertribune, vipper og udspringstårn, vandland med rutschebane, træningsbassin, babybassin, wellnessfaciliteter, sauna, café, mødelokaler, kontorer og reception.
Udover helt almindelige gæster benytter både skoler og Ikast Svømmeklub også faciliteterne flittigt. I løbet af en almindelig uge har de over 20 forskellige hold i centret. Udover den daglige drift er Svømmecenteret også ofte vært for en række større begivenheder, bl.a. Midsommer Cup, DGI Landsmesterskaber og diverse andre stævner.
Siden 2017, hvor Kim Neigaard Larsen tiltrådte som Ass. Halinspektør har han og Halinspektør Jesper Harder gennemført en hel række udviklingsprojekter – mange af dem med fokus på at nedbringe energiforbruget. I 2023 var projektet at installere HVLS loftventilatorer, og med hjælp fra Kim har vi fået lov til at dykke helt ned i den tekniske del af svømmehalsdriften, før og efter deres HVLS-projekt med Nordicco.
Tidsramme: Februar 2023
Projektomfang: 2 HVLS ventilatorer og Northern Sky Indeklimapakke
Resultat: Bedre luftcirkulation og indeklima. El-besparelser pga. optimeret ventilationsdrift.
Svømmecenteret har i alt 10 ventilationsanlæg, heraf 3 som er de primære. De har både rotorveksler, krydsveksler og modstrømsveksler, men de 3 primære ventilationsanlæg er opbygget som Heat-pipe veksler med blandekammer.
Kim uddyber om deres primære anlæg: ”Heat-pipe har den fordel at det er energieffektivt, men der er også en stor ulempe. Det er nemlig svært at kontrollere friskluftsindtaget pga. netop blandekammeret, hvor der går noget viden tabt om friskluftsmængden i blandingsprocessen.”
Deres ventilationsprincipper har ikke ændret sig efter installationen af HVLS-ventilatorer.
– ifølge Kim Neigaard Larsen:
HVLS kan få blandet luften inde i svømmehallen langt billigere, end hvis man bruger sit ventilationsanlæg til at gøre det med. I Ikasts tilfælde har det slet ikke været økonomisk muligt at få luften oppe ved loftet bragt i spil uden HVLS.
Chill-faktor kan være ulempe, så man skal tænke over sine temperaturer og hvor man har stillesiddende gæster, eller være opmærksom på at køre med lav hastighed (RPM) på ventilatoren.
Ifølge mine erfaringer vil det være lige meget, hvilket ventilationsanlæg man har, så vil HVLS kunne gøre en forskel. Det begrunder jeg med at man bruger ventilatoren til at hjælpe med at blande luften og den bruger næsten ingen strøm.
Kim Neigaard Larsen er oprindeligt uddannet aircondition montør og har alle dage været teknisk nysgerrig. I sin fritid er han desuden erhvervslivredder-dommer.
“Jeg fandt også ud af, at temperaturen oppe under loftet, 9 meter oppe, var 38°C, mens der i 2 meters højde var 30°C. Jeg ville gerne have alt den varmeenergi oppe under loftet bragt ned, hvor den gør gavn. Derfor tænkte jeg på en stor loftvifte. Jeg havde søgt længe efter at finde én der kunne holde til det aggressive miljø og støder så på Nordicco til Danske Svømmebades årsmøde i Middelfart for et par år siden.”
Tiden spoles frem til februar 2023, hvor 2 store HVLS-ventilatorer fra Nordicco A/S installeres af et klatre-hold i Ikast Svømmecenter. På det tidspunkt har Kim meget store forventninger til projektet:
”Jeg håbede, at vi kunne få temperaturen oppe under loftet sænket og få bragt alt den luft i spil så der blev bedre indeklima, og at jeg bedre kunne styre RH, og at jeg sparede på vores fjernvarmeforbrug, og at jeg sparede på vores elforbrug, Vi havde et bassin, hvor vi havde lidt høje THM tal og der håbede jeg også på at loftviften ville hjælpe.”
Kim har lavet røgtests for at se luftcirkulationen med & uden HVLS.
Kim har fulgt HVLS-projektet nøje i hele 2023 og foretaget driftsjusteringer løbende. Han har bevidst ikke lavet andre projekter samtidig, for ikke at forstyrre resultaterne. Følgende driftsjusteringer er foretaget efter installationen:
Især indeklimaet blev mærkbart bedre efter installationen. Hvor det før til tider var klamt og trykkende ved høje belastninger, mærkes dette ikke mere. Både personale og gæster kunne mærke forskellen fortæller Kim:
“Der kommer ikke klager fra gæsterne mere over at der føltes klamt. Det er rigtig positivt!”.
På ventilationsdelen er hovedresultatet at de har fået en langt bedre og mere energieffektiv luftcirkulation. De har fulgt nøje med i før/efter data i forbindelse med deres driftsjusteringer.
Tallene viser, at de har opnået en årlig el-besparelse på 12.183 kWh i Træning og 9.738 kWh i Sport, svarende til henholdsvis 34% og 21%. Hvad angår el-forbruget har projektet dermed overgået forventningerne.
THM prøverne har bekræftet, at det har været muligt at lave den markante reduktion i ventilationsdriften uden der er sket nævneværdige ændringer i THM-niveauerne.I tabellerne nedenfor vises svømmecentrets THM data for de to bassiner, Sport og Træning, i 2022 og 2023:
På varmesiden opnåede de ikke de forventede besparelser:
“Vi har brugt nogenlunde samme mængde varme, men vi har også hævet temperaturen i luften med 1,0°C i Træning, da gæsterne på kanten oplevede at fryse lidt. Vi hævede derfor temperaturen for at modvirke en chillfaktor.”
I sidste ende er varmeforbruget derfor stort set det samme før/efter HVLS – på trods af den nu lidt højere luft-temperatur.
Ift. vandforbruget viser målinger, at de har brugt 85 m³ mere vand i 2023 i forhold til 2022 i Træningsbassinet og 55 m³ mere i Sportsbassinet. Kim forklarer, at det går fint i tråd med de faktiske forhold, da der i 2023 både har været flere gæster og er afholdt et stævne mere end 2022.
“Derfor er filtrene til vandbehandlingen blevet skyllet mere, men ser vi på standby-forbrug (fordampning) af bassinerne er der ingen forskel” siger han.
Efter at være kommet på den online styringsplatform, Northern Sky, og fået indeklimasensorer installeret, kan Ikast følge bedre med i udviklingen af CO2 indholdet i luften.
”Jeg kan nu se det præcise CO2 indhold i luften. Det er pissegodt, og jeg havde det faktisk ikke før.
Inden vi fik loftvifterne op, lyttede jeg til gæsterne og mærkede selv efter, hvornår det blev rigtig træls at være i svømmehallen, rent indeklimamæssigt. Hvorimod nu, hvor vi har fået CO2-målerne installeret samtidigt med loftventilatorerne, som et samlet system, der kan jeg direkte aflæse i styringsplatformen, hvornår vi skal begynde at tvinge mere friskluft igennem.”